Året der gik – 2018 i ord og billeder

Nu hvor champagneglassene snart skal fyldes (og tømmes), og nye eventyr venter er det tid til at gøre status over 2018 og de fantastiske rejseoplevelser det har bragt med sig. 2018 har været et fantastisk rejseår rundt i Europa med mange dejlige rejseminder.

I dette indlæg giver jeg et tilbageblik på året der gik, og de store øjeblikke 2018 havde at byde på.

Selvforkælelse på Marienlyst Strandhotel
I marts måned tog jeg sammen med to gode veninder på et spaophold på Marienlyst Strandhotel i Nordsjælland. Det var et fantastisk ophold som klart kan anbefales. Med Kronborgslot i baggrunden og det sneklædte landskab som kulisse var de opvarmede udendørs bassiner et kæmpe hit.

Her kan du læse om mit ophold på Marienlyst Strandhotel.

Påske i Berlin
Det kolde forår, gjorde desværre at vores påsketur til Berlin blev noget af en kold fornøjelse, men ikke desto mindre havde min kæreste og jeg en rigtig dejlig tur. Vi boede helt centralt på Alexanderplatz, ja faktisk var vi så heldige at have en smuk udsigt ud over byen og det berømte fjernsynstårn.

Skulle du have lyst til selv at besøge Berlin, så kan du læse mine indlæg ”Rejseguide: Miniferie i Berlin” og ”Guide til transport i Berlin” hvor jeg har skrevet omkring Berlin Welcome Card og transport rundt i Berlin.

Fejrede kongens fødselsdag i Amsterdam
Normalt så plejer jeg at lave en ret grundig research inden vi drager af sted på ferie, men vores tur til Amsterdam i slutningen af april, var en pludselig indskydelse engang i efteråret, og vupti så havde vi fået valgt den weekend hvor hollænderne har en af deres allerstørste folkefester ”Kings Day” som fejres hvert år den 27 april. Alle hollændere iklæder sig orange farvet tøj, og så fejres dagen rundt omkring i hele byen og på kanalerne.

Et af mine store højdepunkter ved besøget i Amsterdam var en tur til verdens største blomsterpark Keukenhof – læs om vores besøg i blomsterparken her.

Keukenhof blomsterpark

Venindetur til franske Chamonix
Min bedste veninde og jeg har siden 2016 været på miniferie sammen i foråret og denne gang faldt valget på den franske på Chamonix, som de fleste nok forbinder med skiferie. Vi besøgte Chamonix i Kristi himmelfartsferien, hvilket viste sig at være et perfekt tidspunkt eftersom det lige var mellem de tog store højsæsoner. Vores hotel lå næsten lige for foden af bjerget Aiguille du Midi, og havde en mindre spa-afdeling samt husede en lækker gourmet restaurant. Vi tog svævebanen til Aiguille du Midi, samt togbanen Chemin de fer du Montenvers til Frankrigs største gletsjer Mer de Glace. Derudover begav vi os ud på en smuk vandretur til den smukke bjergsø Lac Vert.

Jeg har desværre endnu ikke skrevet nogen indlæg om min tur til Chamonix, men det står på øverst på to do listen i 2019.

Sommer i Skagen
Vi havde nok den mest fantastiske sommer herhjemme i mands minde, og jeg var så heldig at min svigerfamilie havde inviteret  til sommerhus hygge i Aalbæk syd for Skagen. Det var nogle fantastiske dage i det nordjyske, med masser af solskin og skønne øjeblikke for alle sanser.

Læs om vores tur til Skagen i indlægget ”Skagen – På toppen af Danmark

5 stjernet luksus på Kreta
2018 blev året hvor jeg var på min allerførste første charterferie. I august måned rejste jeg og min kæreste til Kreta, hvor vi havde booket et rent luksus ophold på det fem stjernede Atlantica Kalliston Ressort & Spa. Det var en vild ferie, hvor vi virkelig blev forkælet og nød hinanden. Udover at ligge og dase ved poolen, så besøgte vi byen Chania, som især er kendt for sin smukke venetianske havn. Her kan du læse om vores besøg i Chania.

Jeg lover at der i starten af 2019 vil komme en anmeldelse af hotellet og vores besøg til Knossos paladset.

Chania fyrtårn

London x 2
Jeg ELSKER simpelthen London, og selvom jeg nu har været der 6 gange, er der stadig nye områder at udforske og gamle af besøge. Jeg var så heldig at besøge London to gange i år, første gang i oktober måned sammen med min kæreste og anden gang i december, hvor jeg sammen med min veninde for første gang oplevede Londons juleudsmykning.

Det blev blandt andet til en masse dejlig shopping, besøg på National History Museum, English Afternoon Tea på Mayfield Hotel og et besøg i London Zoo som du kan læse om i indlægget her.

Dette var mit 2018 i ord og billeder. I starten af 2019 flytter vi i ny lejlighed, og min kæreste skal afslutte speciale, så vi har endnu ikke planlagt nogen rejser for 2019. Lige nu kribler det i hele min rejsekrop for at finde ud af, hvor næste rejseeventyr går hen. Jeg har haft et fantastisk 2018, og glæder mig til at se hvad 2019 bringer.

Godt nytår!

Social media share
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Instagram

0   21
1   31
0   26
5   34
1   43