Taj Mahal

At dette fantastiske arkitektoniske mesterværk er på UNESCOs liste over verdens kulturarv er en mild underdrivelse. At besøge Taj Mahal var højdepunktet på min rejse til Indien i 2011, og en del af mit mål om at se alle verdens 7 nye vidundere. Allerede inden vi ankom til Agra by og Taj Mahal, havde vi besøgt andre af Indiens store seværdigheder; New Delhi, Pushkar, Vindenes Palads i Jaipur og Ranthambore tigerreservat. Men intet slår oplevelsen af Taj Mahal. Ja faktisk må jeg indrømme, at jeg til dags dato endnu ikke har haft den følelse i kroppen, som da jeg gik ind af porten og stod foran dette hvide vidunder.

Taj Mahal, Indien, Agra

Udsigten fra indgangen til Taj Mahal

Imponerende historie
Det imponerende bygningsværk blev opført i årene 1632-1653 af mogulkejseren Shah Jahan, som et monument for sin ynglingshustru Mumtaz Mahal der døde i barselssengen i 1632. Shah Jahans kærlighed til hustruen skinner tydeligt igennem.

I det sekund jeg trådte ind ad den røde indgangsport fæstnedes mit blik hurtigt mod den hvide marmor i horisonten. Det majestætiske mausoleum i midten er et imponerende syn, som fuldendes af de fire minareter som alle hænger ganske svagt væk fra bygningen. Dette sikre Taj Mahal mod eventuelle jordskælv.

Taj Mahal, Indien

Lige ved indgangen står folk i stimer for at få taget det ikoniske billede med Taj Mahal i baggrunden. Ja, jeg var selvfølgelig ingen undtagelse J og med lidt tålmodighed, lykkedes det at tage et billede uden at der var 25 andre med på det.

Efter man har taget det ikoniske billede bevæger man sig op igennem haveanlægget, som specielt er kendetegnet ved vandbassinerne i midten, og hvis du sætter dig på hug, kan du tage et billede hvori man kan se Taj Mahal samt dets spejling i bassinet.

Når man kommer ned i bunden af haveanlægget og man står foran soklen til Taj Mahal får man virkelig en fornemmelse af hvor stort et arkitektonisk mesterværk det er. Efter man har stillet skoene kan man bevæge sig op af marmortrappen til selve platformen og indgangen til gravmonumentet. Når man bevæger sig rundt oppe på den forhøjet plads har man rig mulighed for at se alle de mange smukke detaljer som bygningsværket rummer. Desværre er det ikke tilladt at tage billeder inde i selve mausoleet.

Hvis det er muligt at opholde sig på Taj Mahal i længere tid, kan det klart anbefales, at man bliver og oplever hvordan den hvide marmors farve skifter med lyset. Samtidig kan det anbefales at besøge Taj Mahal tidligt om morgenen, da de fleste turistbusser endnu ikke er ankommet.

Agra Fort
Lige efter Taj Mahal er Agra Fort – bedre kendt under navnet Det Røde Fort den næstmest besøgte seværdighed i Agra. Et besøg på Agra Fort kan også klart anbefales, hvis man har tiden. Herfra kan man bl.a. betragte Taj Mahal på afstand.

Agra Fort – Det Røde Fort

Agra Fort – Det Røde Fort

Fortet som strækker sig 2,8 km og de 20 meter høje mure er opført af brændte mursten, det er ukendt hvornår fortet oprindeligt blev bygget, men i århundrede har det fungeret som stormogulernes hovedstad hvorfra de regerede deres enorme imperium. Shah Jahan blev indespærret i husarrest på fortet af sin egen søn, og kunne i sine sidste leveår magtesløst kigge over på Taj Mahal og sin afdødes hustru sidste hvilested.

Inden for murene kan man bevæge sig rundt på det enorme område, og se de mange smukke arkitektoniske detaljer. Ligeledes kan man nyde de smukke grønne græsplæner og haver.

Marmor søjle inde på Agra Fort

Marmor søjle, Agra Fort

Byen Agra har ry for at have rigtig mange gadesælgere og tiggere, og specielt ved indgangen til Taj Mahal og Agra Fort bliver man mødt af disse mennesker, som har gjort det til deres levebrød at plage turisterne.
I Indien er specielt mønterne i høj kurs, så hvis du har en masse mønter du gerne vil af med så vil de helt klart gøre lykke. Men vær opmærksom på at har du først givet til én, så kommer du hurtigt i de andres søgelys. Specielt som dansker kan det godt føles ret skræmmende at folk kommer så tæt på en, men I alle mine besøg til Indien har jeg endnu ikke oplevet at de er gået over min grænse, som for eksempel at tage fysisk fat i en.

Eksprestoget fra New Delhi på 2 timer gør turen til Agra Fort og Taj Mahal overkommelig som et dagsbesøg hvilket helt klart er at anbefale, da Agra by ikke er den mest flatterende by at besøge.

Social media share
Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Instagram